søndag, august 31, 2008
Jeg har tænkt mig at købe...
...Child 44 på Amazon. Bogen er en debutroman af Tom Rob Smith, og den er allerede solgt til 30 lande, heriblandt Danmark, hvor den udkom i går. På Amazon kan jeg købe bogen til 6,93 pund plus moms, mens den sikkert koster 299 kr i de danske boghandlere.

Skal jeg købe nogen bøger til jer? Så kan vi deles om portoen (udover 0,99 per bog skal der betales 3,99 per forsendelse - og det er selvfølgelig de sidste 3,99 jeg tænker på). Så tager jeg bøgerne med til næste læseklub.

Ja, jeg overlever nok at betale portoen selv, men jeg tænkte, at vi kunne gøre det til en "tradition" hver gang vi skal til læseklub. 2 uger før sender vi vores ønskeseddel (hvis vi har en) til den der holder læseklubben (eller en anden, f.eks. mig), som sørger for indkøb. Hvis en bog koster 6,93 er det jo forholdsvis meget at betale 5 pund for forsendelsen.


Child 44 kort:
Rusland, 1953. En politikommisær er i Stalins dødsår en systemets mand i et system uden hæmninger. Den statslige sikkerhedstjeneste knægter enhver åndelig modstand, og Leo Demidov, omdrejningspunktet i "Child 44", har gennem flere år selv taget del i overgrebene, når han i sit arbejde arresterer uskyldige mænd og kvinder. Kriminalitet eksisterer formelt set ikke i diktatorens bud på et idealsamfund, så da en række brutale mord finder sted, forsøger alle omkring magtens centrum at tie uhyrlighederne ihjel. Men Leo Demidov begynder at tvivle på den totalitære stat og indleder en utraditionel jagt på morderen med både sin egen fejlbarlighed og systemets modstand som livsfarlige fjender (Berlingske Magasin, side 4-5, lørdag den 30. august).

Etiketter: , ,



Formidlingens mester
-
I Shanghai var Michael og jeg inde og se Shanghai Urban Planning Exhibition Hall, hvor der er en fantastisk udstilling af fortidens, nutidens og fremtidens Shanghai. Formidlingen var helt i top...


...så her følger et par billeder:


Det gamle Shanghai










En KÆMPE minimodel af Shanghai idag







En anden model af Shanghai







Fremtidens grønne by







Her kunne man skrive sine ønsker på grønne hjerter og hænger dem op på ønsketræet ved siden af alle andres ønsker





Expo 2010 skal foregå i Shanghai, og ja det er de allerede klar til. Her er maskotten






Og her skal Danmarks stand være







Jeg var meget imponeret over kinesernes formidling af byens historie, nutiden og fremtiden. Jeg har kun vist jer et udsnit. Udstillingen spredte sig over 4 etager (så vidt jeg husker) - og det hele blev formidlet farvestrålende. F.eks. også en havn de havde placeret ca. 37 km ude fra kysten. På den måde kunne de store skibe lægge til, omlaste deres last og sejle det ind til byen på mindre skibe. Alt, virkelig alt, blev formidlet visuelt.

Etiketter: ,



torsdag, august 28, 2008
Bogen erklæres død - igen igen
Bibliopaten langer ud efter Playstation-helvedet og erklærer (børne)bogen død i et indlæg på bloggen den den 16. august. Jeg øver mig i at kommentere på blogs - og her måtte jeg altså melde ud:

Som tidligere børnebibliotekar må jeg blande mig i debatten her - og jeg er bestemt heller ikke med på at skrive gravskrift over børnebogen. Det er rigtigt at udlånet af bøger på landets biblioteker går ned på bekostning af udlånet af andre medier, men det betyder jo ikke at udlånet helt forsvinder. Bare fordi der kommer nye varer på hylderne i dit supermarked betyder det jo heller ikke, at du helt holder op med at købe de varer du før købte. Du supplerer bare med det/de nye tilbud.Og sådan er det også min fornemmelse, at det er med de forskellige medier, vores børn og unge præsenteres for. De vælger, sorterer, supplerer og kombinerer i et væk. Og børnebibliotekerne er generelt gode til at styrke børnene i denne mediekonvergens, ved netop at sidestille medierne (som man jo også skal i følge biblioteksloven), men også ved at gøre meget ud af formidlingen af BOGEN ved bl.a. sommerbogsarrangementer, booktalks, læseklubber og alt muligt andet.
Og efter i sommerferien at have set en 12-års pige nærmest snuble ud af en restaurant, fordi hun havde næsen begravet i en bog, vil jeg gerne erklære bogen for særdeles levende.


Flere af I andre arbejder jo netop i børnebiblioteker - er jeg for optimistisk her?

Etiketter: , , ,



onsdag, august 27, 2008
Tænketank - Fremtidens Børnebyggeri
Vi har tidligere talt om læring - og specielt indretning af læringsmiljøer i bibliotekerne. Her er en splinterny rapport Fremtidens Børnebyggeri : Rum til leg og læring. Initiativtageren Århus Kommune har inddraget 4 eksperter med hver deres tilgangsvinkel til emnet.

Umiddelbart synes jeg, det er spændende læsning - med teori og konkrette guidelines. Måske nogle af jer, kan hente inspiration/læring herfra til omindretninger el.lign.?

Etiketter: , , , , ,



søndag, august 24, 2008
Library Lovers
Da vi afholdt dette års sommerbog, prøvede vi at spare lidt tid ved ikke at pakke børnenes boggaver ind. I stedet puttede vi bøgerne i nogle papirsposer, som de kunne tage med hjem. Det fungerede ret godt og det så flot ud. Poserne fandt vi på denne side. Siden er sjov og pink og man får altså lyst til at købe det hele.

Etiketter:



torsdag, august 21, 2008
Danmarks smukkeste
Nu kan I tilmelde jer Danmarks smukkeste kvindeløb. Jeg har tænkt på, at jeg vist lige skulle løbe en tur, men jeg er selvfølgelig aldrig kommet af sted. Efterårssæsonen i fodbold er heller ikke startet endnu, så jeg stiller altså op i dejfigur med rygerlunger (og det endda uden at ryge).
Lad det være en opfordring til alle der har lyst til at være med :-)


mandag, august 18, 2008
Miss August
Jeg havde ikke for alvor meldt mig ind i Nobel-klubben, for jeg vidste virkelig ikke, om det såkaldt fin-litterære var noget for mig. Som alle ved, har jeg jo en forkærlighed for femi-krimier, crazy humor og børnebøger.

Meeen.... det er lykkedes mig at komme igennem en litterær klassiker: Vredens Druer af John Steinbeck. John Steinbeck fik Nobelprisen i litteratur i 1962.



Vredens druer er en femhundrede sider lang samfundskritisk roman om en af de familier, der i 1930'ernes USA tvinges bort fra deres gård i Oklahoma og indleder en rejse tværs over staterne mod det forjættede land Californien i vest. Det er automatiseringen af landbruget, der tvinger tusindvis af familier til at rykke teltpælene op og drage mod vest, hvor kulørte plakater lokker med gode jobs som bl.a. frugtplukkere i Californien - landet, det flyder med mælk og honning.

John Steinbeck bruger det geniale greb at følge en af disse familier; familien Joad, som består af tre generationer med en fjerde på vej. I hvert andet kapitel følger vi dem i beslutningen om at rejse, på rejsen, hvor usikkerheden hele tiden dukker op: gør de det rigtige? Vil de overhovedet nå frem i den gamle bil de har købt? Vil pengene slå til? Hvad er det for en fremtid de rejser imod? og endelig da de kommer til Californien, hvor jobbene alligevel ikke hænger på træerne, hvor Okiernes (tilflyttere fra Oklahoma) børn dør af sult og hvor man lever i slumlejre og knap nok tåles af lokalbefolkningen.
I hvert andet kapitel folder Steinbeck sit sprog ud og fortæller os om nogle af de faktorer der spiller ind på denne flugt mod vest: maskinernes indtog på det manuelle arbejde, hvem der udnytter hvem, sulten, tvivlen, håbløsheden, urimeligheden.

Det lyder alt sammen meget trist - og det er det også. Men ind imellem er der lyspunkter, for Okiernes sammenhold, næstekærlighed, gavmildhed, styrke og tro beskrives også.

Bogen sætter en masse emner på spil, men det er selvfølgelig den sociale uretfærdighed og f.eks. modviljen mod fagforeningsmænd, der er det altovervejende emne - og også det emne, der gør at bogen faktisk blev forbudt i visse af de forenede stater.

Etiketter: , , ,



tirsdag, august 12, 2008
Lad os lige tage en runde mere....
Der er ikke så meget gang i den her inde for tiden, så jeg synes vi tager en runde mere med "Det læser, hører og ser jeg for tiden"

Jeg læser: Aldrig mere fri af Sara Blædel (har faktisk haft bogen klæbet til hænderne siden jeg gik i gang i går og håber på at blive færdig i aften....), Harry Potter and the Chamber of Secrets og Vredens Druer af John Steinbeck (mit bud på en Nobelpris-vinder). Det ligner mig ikke at have gang i så mage bøger på en gang, men selvom Steinbeck er god, så er det rart med en lille pause ind i mellem....

Jeg hører: Har ikke hørt noget siden jeg kom fra Skanderborg i går. Men der hørte jeg tilgengæld Aura (dejlig singer-songwriter), TV-2, Lenny Kravitz (omend jeg var lidt fuld lige der), Eric Clapton, Danser med drenge, Magtens Korridorer (Johan Olsen er bare for dejlig), Katie Melua og meget mere.....

Jeg ser: Håndbolddrengene tabe til Korea ved OL



- I får lige en lille smagsprøve på Magtens Korridorer. Kunne desværre ikke finde en live-optagelse fra Skanderborg i år. Men der var også mørkt da de spillede....

Hvad har I andre gang i???


søndag, august 03, 2008
PSLL
Der er efterhånden skrevet meget om Stieg Larsson på denne blog.... Nu skriver Bibliopaten også om ham. Læs om PSLL (Post-Stieg-Larsson-Læsningssyndromet) her:
http://blog.politiken.dk/bibliopaten/2008/07/25/stieg-larsson-stress-syndromet/

Etiketter: ,



footer