tirsdag, januar 08, 2008
Miss Januar - I ved hvad jeg mener ;-)
-
Så er jeg blevet færdig med min nobelpris-vinder: Doris Lessings The Sweetest Dream.

Bogen foregår i 60'erne, 70'erne og 80'erne og er delt op i to dele. Den ene del handler om Frances, den anden om Sylvia.

I første del møder vi Frances efter at hun er blevet skilt fra Johnny, en glødende kommunist, som rejser rundt i hele verden for at udbrede det glade budskab. Frances og Johnny har to drenge, Colin og Andrew, og sammen med dem bliver Frances "installeret" hos sin svigermor, Julia. Imens gifter Johnny sig med en ny kvinde.

Tiden går og Frances sørger ikke kun for mad og gode rammer til sine børn, men også til flere af deres venner. Derudover kommer Johnny og hans kammerater tit forbi og får mad. Kort sagt bliver Frances udnyttet af alle. Helt galt går det en aften, hvor Johnny beder Frances om at tage sig af sin nye kones datter, Sylvia. Frances er ikke meget for at sige 'ja', men gør det, og så flytter Sylvia bogstavlig talt ind med det samme, hun har nemlig ventet ude i bilen.

Anden del af bogen handler primært om Sylvia, som tager til Afrika for at hjælpe de fattigste af de fattige. Samtidig inddrages Colin og Andrew samt alle vennerne som gennem årene har spist med ved Frances bord. Hver især er de et billede på konsekvenserne af 60'erne og 70'ernes "opdragelse".

Opsummerende beskriver bogen tre generationer - Julia, Frances og Sylvias. Den beskriver, hvad der kendetegner dem hver især, og til sidst udtrykker den et lille håb for fremtiden.

Bogens første del læste jeg mest af pligt. Beskrivelserne er lange og handlingen langsom. Anden del derimod fangede mig med det samme. Jeg synes beskrivelserne af Sylvias arbejde i Afrika er lærerige og handlingen er, ja, hjerteskærende. Efterhånden som jeg fik læst flere og flere sider, gik meningen med bogen også op for mig, og det er jo altid en fordel :-)

Jeg har aldrig læst Familien Gregersen, men set den i biografen. Umiddelbart vil jeg sige, at de to bøger kan sammenlignes: begges formål er at beskrive en bestemt tid.

Etiketter: ,



2 Comments:

Blogger Lisbeth said...

Hvor er billedet af Miss Januar???

Det må vi lige have på Birgitte :)

Blogger Sussi said...

Flot af dig miss Januar!
Jeg har jo ikke læst Lessing, men tilgengæld har jeg læst tre ud af de fire Gregersen-bøger, og jg tror du ha lidt ret i din sammenligning. Dog er formålet med Gregersen vel snarere at vise generationskløften og den enorme udvikling, der sker på meget få år i 60'erne og 70'erne. Og sådan er det vel også nogenlunde i den bog du har læst? Sådan forstod jeg det i hvert fald også på din fremlæggelse sidste lørdag.
Jeg tror faktisk godt jeg kan finde på at læse din januar.nobelpris-vinder ;-)

Send en kommentar

<< Home

footer