mandag, december 15, 2008
DR Romanklubben
Et af mine ansvarsområder på Frederiksberg Bibliotek er at være koordinator og ordstyrer for den lokale afdeling af DR Romanklubben. En gang om måneden fra december 2008 til maj 2009 mødes læsere på folkebiblioteker over hele landet for at diskutere en ny dansk roman, udvalgt af Danmarks Radio. Til maj kåres en vinder blandt de seks nominerede:

- Helle Helle: Ned til hundene
- Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer
- Jens Christian Grøndahl: Fire dage i marts
- Kirsten Hammann: En dråbe i havet
- Janina Katz: Længsel på bestilling
- Kim Leine: Valdemarsdag

dr.dk kan man læse om alle de nominerede bøger, herunder en række gode links til tv-klip og interviews, og der er også mulighed for at give sin mening til kende. Derudover findes der en virtuel udgave af Romanklubben på Litteratursiden, hvor flere af forfatterne selv deltager i debatten.

Helle Helles Ned til hundene vakte ret stor begejstring blandt de fleste i min klub, og der er virkelig meget at diskutere og fortolke, selvom der på overfladen ikke sker ret meget i bogen.
Den næste roman i rækken, Dinosaurens fjer, er jeg lige begyndt på og den har jeg høje forventninger til pga. de gode anmeldelser og Ingers varme anbefaling ved vores sidste Læseklub. En dråbe i havet, som vandt Danske Banks Litteraturpris, ser jeg også frem til, selvom jeg ikke kender så meget til forfatteren.
I det hele taget er Romanklubben en fin anledning til at læse nogle nye danske romaner, jeg måske ellers ikke ville få læst.

Etiketter: , , , ,



3 Comments:

Blogger Sussi said...

Det lyder bare rigtig spændende, Stine. Dejligt at have et incitament til at få læst de nye danske bøger. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har læst en eneste af de seks bøger, men at både Helle Helle og Sissel Jo-Gazan er på min ønskeseddel til jul. Så må vi jo se om det blver til noget.

Jeg har læst det meste af Kim Leines tidligere roman Kalak og den var jeg bestemt ikke begejstret for - så jeg er spændt på at høre, hvad du synes om Valdemars Dag. Glæder mig i det hele taget til at høre, hvad du får ud af at læse og diskutere de seks bøger...

Blogger Birgitte said...

Er der ikke noget med at en af jeres diskussioner bliver sendt i radioen? Hvornår er det mon, eller kan vi downloade det fra DRs hjemmeside?

Blogger Stine said...

Der er desværre/heldigvis ikke nogen garanti for at DR kommer på besøg og optager fra vores diskussioner. Vi er ca. 45 biblioteker med i alt.
Der er så også ændret lidt på konceptet denne sæson, så det hele foregår mere spredt på flere 'medieplatforme' (DR2, radio, web), hvor det førhen primært var i et fast ugentligt program i radioen.
Men jeg blev forøvrigt ringet op af Københavns Radio på dagen for vores første romanklub-møde, men det passede ikke ind i deres tidsplan på det tidspunkt - men måske de ringer en anden gang!

Send en kommentar

<< Home

footer