I weekenden var jeg på seminar på Aalborg Universitet i forbindelse med et kursus i ”Brugbarhed”, jeg er i gang med. Noget af tiden tilbragte vi på det, der hedder VR Media Lab, som byder på virtual reality (VR) installationer med en unik samling af visualiseringsfaciliteter. Vi var der, fordi vi skulle bruge nogle faciliteter til at lave nogle brugervenlighedstest, men som et lille sidespring fik vi lov at prøve et spændende ”3D-rum” som hedder Cave.
Cave´n er et rum (2,5 x 2,5 x 2,5 m), hvor sammenhængende 3D billeder bliver projiceret. I rummet kunne man, når man iførte sig et par 3D-briller af en særlig slags og blev udstyret med et særligt ”tegneredskab”, tegne i 3D midt i rummet dvs. i luften! Det kan godt være lidt svært at forklare, hvordan man tegner i luften, men forestil jer, at når man laver en prik, så ses den som en kugle fordi de jo er 3D.
Det var meget livagtigt, og det var ikke til at lade være med lige at række hånden ud for lige at prøve, om man kunne mærke sin tegning, når den nu svævede lige der foran en. Fordi den sådan svævede i luften, kunne man gå rundt om det kunstværk, man tegnede og tegne videre på det. Satte man sig på knæ, var det muligt at kravle under sin tegning eller lige tilføje lidt detaljer i bunden. Måske I ud fra billedet, kan forstille jer en lille smule, hvordan det tog sig ud? Det var i hvert fald en spændende oplevelse.
Etiketter: 3D
2 Comments:
Spændende læsning for en amatør-kunstner! Jeg har endnu svært ved at forestille mig, at jeg kunne opgive pensel og staffeli for 3D-briller, når jeg skal male mine egne malerier, men det åbner nogle interessante perspektiver for museumsbesøg og interaktion med allerede eksisterende kunstværker. Hvad med at opleve Mona Lisa i 3D og få lov til selv at tegne overskæg på hende? :o)
Det lyder godt nok smart! Det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Tror, jeg ville tegne en elefant :-)
Ved du, hvorfor man udvikler en sådan teknik? Kunst er jo sjovt, men har udviklerne en anden tanke med det? Skal det f.eks. benyttes i forbindelse med byggeprojekter, produktudvikling eller andet?
Send en kommentar
<< Home