"Bavian" af Naja Marie Aidt
Og hvor er den ubehagelig og ikke til at slippe igen. Jeg har altid holdt af noveller og fortællinger, og jeg tror, at lige præcis muligheden i dem for at skære et kirurgisk snit igennem et øjebliksbillede fra hverdagen og se, hvad der gemmer sig af magi eller råddenskab, er grunden til min fascination. Både Karen Blixen og Peter Høeg bruger deres fortællinger til at antyde det forunderlige, næsten overnaturlige, men også ildevarslende i livet. Aidt gør noget andet. Det er ikke overnatur men natur. Dyriske reaktioner, sanser, drifter og en næsten fysisk påvirkning af mellemgulvet, som hun skaber med sine noveller. Jeg forstår titlen således, at novellerne er eksempler på situationer, hvor aben i os bryder den menneskelige overflade. I mange af historierne sker der noget med et menneske, som kradser lakken af, og pludselig begynder han eller hun at gå med underligt hængende arme, klatre i træer (eller forsøge et samleje med samme træ) eller udvikle betændelse i ballerne. Men det er kun de fysiske tegn. De fleste karakterer omgås deres omverden med afstumpethed, vold eller i hvert fald med en underlig distance og ensomhed. Hvorfor i alverden læser man sådan noget? Er man selvpiner? Øh ja åbenbart, lidt ligesom når man kan lide gys. Nysgerrigheden efter hvornår monstret næste gang bryder overfladen, er uimodståelig. Der kommer dybde i den grå hverdag. Interessen for råddenskaben i rosenknoppen rækker tilbage til slutningen af 1800-tallet og den tids dekadence. En periode, der er ikke kun er interessant indenfor litteraturen, men også indenfor musik og billedkunst, men nu bevæger jeg mig vist ud på et sidespor. "Bavian" kan anbefales!
Hvad jeg hører: Jeg hører Dizzy Mizz Lizzy, så mine forældre var glade, da jeg besøgte dem i weekenden. Det er en af deres favoritter. Jeg kender vist ikke nogen, der ikke kan lide dem :o)
Hvad jeg ser: I weekenden så jeg en Sherlock Holmes-film med Rupert Everett, der klarede opgaven som bleg, violinspillende og superintelligent stofmisbruger rigtigt godt. Igen fascinationen af slutningen af 1800-tallet! Et tågetgråt London. Gyder, der flyder over af kloak og seriemordere. En bundrådden, snobbet overklasse. Engelsk sarkasme. Mmmmm, det er lige mig :o)
Og hvor er den ubehagelig og ikke til at slippe igen. Jeg har altid holdt af noveller og fortællinger, og jeg tror, at lige præcis muligheden i dem for at skære et kirurgisk snit igennem et øjebliksbillede fra hverdagen og se, hvad der gemmer sig af magi eller råddenskab, er grunden til min fascination. Både Karen Blixen og Peter Høeg bruger deres fortællinger til at antyde det forunderlige, næsten overnaturlige, men også ildevarslende i livet. Aidt gør noget andet. Det er ikke overnatur men natur. Dyriske reaktioner, sanser, drifter og en næsten fysisk påvirkning af mellemgulvet, som hun skaber med sine noveller. Jeg forstår titlen således, at novellerne er eksempler på situationer, hvor aben i os bryder den menneskelige overflade. I mange af historierne sker der noget med et menneske, som kradser lakken af, og pludselig begynder han eller hun at gå med underligt hængende arme, klatre i træer (eller forsøge et samleje med samme træ) eller udvikle betændelse i ballerne. Men det er kun de fysiske tegn. De fleste karakterer omgås deres omverden med afstumpethed, vold eller i hvert fald med en underlig distance og ensomhed. Hvorfor i alverden læser man sådan noget? Er man selvpiner? Øh ja åbenbart, lidt ligesom når man kan lide gys. Nysgerrigheden efter hvornår monstret næste gang bryder overfladen, er uimodståelig. Der kommer dybde i den grå hverdag. Interessen for råddenskaben i rosenknoppen rækker tilbage til slutningen af 1800-tallet og den tids dekadence. En periode, der er ikke kun er interessant indenfor litteraturen, men også indenfor musik og billedkunst, men nu bevæger jeg mig vist ud på et sidespor. "Bavian" kan anbefales!
Hvad jeg hører: Jeg hører Dizzy Mizz Lizzy, så mine forældre var glade, da jeg besøgte dem i weekenden. Det er en af deres favoritter. Jeg kender vist ikke nogen, der ikke kan lide dem :o)
Hvad jeg ser: I weekenden så jeg en Sherlock Holmes-film med Rupert Everett, der klarede opgaven som bleg, violinspillende og superintelligent stofmisbruger rigtigt godt. Igen fascinationen af slutningen af 1800-tallet! Et tågetgråt London. Gyder, der flyder over af kloak og seriemordere. En bundrådden, snobbet overklasse. Engelsk sarkasme. Mmmmm, det er lige mig :o)
Etiketter: film, litteratur, musik
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home