-
For nylig modtog jeg tre forskellige lydbøger fra Gyldendal: Ned til hundene af Helle Helle, Bavian af Naja Marie Aidt og Dommeren af Flemming Jarlskov. Den sidste modtog jeg 8 stk. af, så I har noget at glæde Jer til. Lisbeth skal jeg se i weekenden og Stine og Louise i næste uge. De sidste 4 bøger kan fordeles til næste læseklub hos Monica.Nå men indtil videre har jeg hørt Ned til hundene, og hold da op - en ny verden har åbnet sig for mig! En verden jeg besøgte ofte i min barndom, men som jeg siden har vendt ryggen. Det var en stor fejl!
Jeg har aldrig læst noget af Helle Helle, så var lidt spændt på, hvordan hun skriver. Og, hmm, hun skriver faktisk ret godt - ret socialrealistisk tror jeg man kan sige, men sådan noget ved du meget mere om end mig, Marie :-)
Bogen handler om en kvinde, som står og venter på en bus, der ifølge køreplanen først kommer forbi den følgende dag. Et ungt ægtepar forbarmer sig over hende og tager hende med hjem i varmen. Her bliver hun nogle dage og hun lærer dem langsomt bedre at kende. De er meget gæstfrie, og da manden ender på hospitalet bliver der ikke stillet spørgsmåltegn ved at hun skal blive i huset. Det er også til fordel for ægteparret, idet hun kan lufte nogle hunde, de passer for deres onkel, og hjælpe til med andre småting. Parallelt med denne handling præsenteres vi bid for bid for hovedpersonens liv inden mødet ved busstoppestedet, og til sidst finder vi ud af, hvorfor hun er, hvor hun er.
Der er ingen store spændingskurver i fortællingen, men den fanger alligevel. Det må være håbet, om at hovedpersonen kommer godt ud på den anden side (man har klart på fornemmelsen, at hun er flygtet fra noget). Jeg ønsker at vide, hvordan hun kommer videre. Kan ægteparret hjælpe osv?
Og nu lidt om den verden, som har åbnet sig for mig: lydbogens verden!
Da jeg var lille, var jeg på biblioteket mindst en gang om ugen, hvor jeg lånte det ene bånd efter det andet. Jeg elskede at lytte til den hyggelige stemme, som fortalte historier om Troldepus, Prop og Bertha og mange andre. Men siden (velsagtens efter at jeg lærte at læse) har jeg ikke lånt en eneste lydbog. Måske fordi jeg var snobbet og syntes, at det var "finere" at læse bogen selv. Jeg ved det ikke. Ligegyldig hvad grunden er, så er jeg glad for, at jeg nu er blevet præsenteret for lydbogen igen. Den har mange fordele:
- Ned til hundene er fortalt af Helle Helle selv, hvilket gør, at den bliver formidlet præcis som hun ønsker det.
- Jeg kan lytte meget længere tid, end jeg kan læse (jeg har det med at blive hurtigt træt, når jeg læser).
- Jeg kan lytte, når jeg træner, cykler osv.
- Jeg kan lytte, når jeg er syg og ikke engang orker at se fjernsyn, fordi det gør ondt i øjnene (det skete faktisk i sidste uge og Ned til hundene var en ren velsignelse)
- Når Stenløse Bibliotek (hvis nogensinde) kommer med i netlydbog.dk, kan jeg låne en bog uden at skulle uden for en dør
- Jeg kan lytte i bilen uden at blive køresyg
- Jeg kan lytte til bøger på andre sprog og dermed blive bedre til at forstå dem
-
Lydbogen har også et par ulemper (og de skal jo selvfølgelig også nævnes her):
- En bog fortalt af en stemme, som man ikke kan udholde, kan blive noget at en prøvelse. Jeg har hørt første kapitel af Dommeren og er lidt spændt på, om Ulf Pilgaard kommer til at drive mig til vanvid :-)
- Det tager forholdvis lang tid at lægge en bog over på en mp3-afspiller. F.eks. består Dommeren af 8 cd'er, og de tager hver især så tilpas lang tid at lægge over på ens computer, at man ikke gider sidde og vente, mens man kigger ud i luften. Dette betyder, at man skal rende frem og tilbage 8 gange!
- Jeg kan ikke lytte til musik, mens jeg "læser"
-
Det var vist mine betragtninger. Hvad synes I andre om lydbøger? Lytter I nogensinde til dem?
Etiketter: lydbøger
6 Comments:
Jeg har ikke hørt mange lydbøger, men jeg har da benyttet mig af tilbuddet et par gange. Jeg hører aldrig radio og musik, når jeg er hjemme. Derfor hører jeg lydbøger, når jeg bager og når hækken skal luges.
Nogle gange synes jeg, det går for langsomt. Så vil jeg hellere læse selv.
Da jeg hørte HP på lydbog hørte jeg den på vej til arbejde. Problemet med det, var at cykelturen tog 15 minutter og 30 minutters transport om dagen tog det pænt lang tid at høre alle 20 cd'er (som jo heller ikke kunne være på min mp3 på en gang) :-)
Det er et par år siden jeg sidst forsøgte at lytte til en roman i stedet for at læse den - og det gik ikke så godt.. Jeg 'tuner ud' efter kort tid og mister koncentrationen, så jeg er nødt til at spole tilbage. Ved ikke hvorfor! Og som du nævner, så er der nogle stemmer, som bare bliver umanerligt irriterende at høre på i længden. Men jeg er villig til at give lydbøger en chance til :-)
Jeg tror, at jeg er så begejstret for lydbøger, fordi jeg har en del spildtid i mit liv: 1,5 time i tog hver dag og 2-3 gange træning (læs 2) om ugen.
Ofte læser jeg i toget, men det sker også tit, at jeg bare sidder og kigger ud af vinduet, fordi jeg er for træt til at læse, og her er lydbogen et hit. Det samme gælder i fitnesscentret, hvor jeg stirrer og stirrer på uret, mens jeg cykler eller roer afsted. Ved at lytte til en bog får jeg noget andet at tænke på, og dermed går tiden hurtigere :-)
Jeg har jo i flere år været glødende tilhænger af lydbøger, fordi jeg hørte dem i bilen til og fra arbejde (har jo i flere omgange haft 2 x 45 min. om dagen).
I starten havde jeg det som dig, Stine - jeg "fadede" let ud, men jeg tror det er en træningssag.
Mit "problem" lige nu er, som jeg har fortalt, at jeg ikke aner, hvornår jeg skal høre lydbøger. Tidligere har jeg, som Louise, også af og til hørt lydbøger når jeg lavede husarbejde (men det bliver det ikke til så meget af ;-)
Og ud over det, så vil jeg da lige bemærke, at jeg er stor Helle Helle-fan, så jeg glæder mig til at læse (eller høre) Ned til hundene.
For at være helt ærlig så har jeg aldrig hørt en lydbog! Jeg kan istemme mig de fleste af jeres for/imod. Men helt essentielt for mig er nok, at jeg lærer bedst, når jeg ser ting - og altså ikke når jeg hører ting, så jeg ved ikke helt, hvordan det vil gå med en lydbog. F.eks. er jeg ret dårlig til at "synge med på sange", for jeg hører noget helt andet, end de synger, og jeg kan husker slet ikke teksten. Men hvis jeg ser teksten på skrift, så hænger den ret godt ved.
Når alt det er sagt, vil jeg dog meget gerne give lydbogen en chance, så jeg glæder mig til at få et eksemplar af Birgitte :) Og nu med små børn i huset er det nok noget lettere at sidde i sofaen og lytte istedetfor at læse.
Hov jeg kom til at sende som Mads, men kommentaren er altså fra mig Lisbeth :)
Send en kommentar
<< Home