fredag, juni 13, 2008
Dommeren
Jeg er i dag blevet færdig med at lytte den krimi vi har fået på lydbog af Gyldendal; Dommeren af Flemming Jarlskov. Som de fleste af jer ved, så er jeg jo lidt af en krimi-pige, men jeg ved med mig selv at Dommeren ikke ville være røget ned i kurven med sommerferielæsning, hvis ikke det havde været for Gyldendal. Det er simpelthen bare ikke den type krimier, der appellerer til mig - slet ikke hvis omslaget på bogen ser ud som det på lydbogen.

På den anden side er jeg ikke bleg for at prøve noget nyt, så Dommeren skulle have en chance. Det er en meget klassisk detektivroman med den enlige, rygende og drikkende detektiv - uden specielt mange betalende kunder. Konsulentvirksomheden suppleres med et job som taxa-chauffør, for Carl Kock har en tendens til mest at udføre sit job som vennetjenester. Således starter handlingen i Dommeren også med en vennetjeneste, da han indvilliger i, at finde et vidne til en voldtægt, der er blevet begået mod en venindes venindes datter (ja, så rar er han). Selvfølgelig tager tingene fart og inden vi får set os om er Carl Kock rodet ind i en sag med op til flere drab, der alle ser ud til at have det samme motiv: hævn over forbrydere, som samfundet har straffet for mildt.

Jeg synes at vi her, som i mange andre detektivromaner, befinder os på skyggesiden i en "noir-stemning" - et København, hvor det regner det meste af tiden og hvor vi kommer godt rundt på små værtshuse, der serverer Calvados (tre-dobbelt) til forslåede detektiver kl. 11 om formiddagen.

Bogen levede op til de forventninger og fordomme jeg havde inden jeg gik igang. Jeg ved ikke om det er fordi jeg efterhånden har læst for mange femi-krimier, men det siger mig altså ikke noget, at køre rundt i dette regnvåde København i en Toyata varevogn med en midaldrende detektiv, der netop er blevet single efter nogle års fast forhold.

Dog synes jeg at temaet i bogen er spændende og tankevækkende: straffer samfundet forbrydere retfærdigt, hvad sker der når retsager bliver til sager mellem stjerneadvokater og må man tage loven i egen hånd? Men jeg synes helt klart det kunne have været gjort mere sofistikeret end det bliver i Jarlskovs krimi.

Og så er der lige det der med Ulf Pilgaard, som har indlæst bogen. Jeg har efterhånden hørt rigtig mage lydbøger og jeg synes det er meget vigtigt, at man kan holde ud at høre på den, der læser op (jeg ved faktisk at nogle "hard-core-lydbogslyttere" har yndlingsoplæsere). Og jeg er altså heller ikke udelt begejstret for Ulf Pilgaards oplæsning. For mig er oplæsning oplæsning - ikke skuespil - og Ulf Pilgaard spiller radioteater, når han læser op. Andre kan have andre meninger, men det fungerer ikke særlig godt for mig.

Til slut endnu en lille kommentar om det at lytte til lydbøger: som sagt gjorde jeg det meget da jeg pendlede, men er i mellemtiden kommet fra det. Dommeren blev hørt på et par ture mellem mit eget og mine forældres hjem (en køretur på 2½ time) og jeg kom pludselig i tanker om, hvor meget jeg nyder at kunne få noget ud af tiden i bilen. Så jeg har faktisk været på biblioteket og låne endnu en bog med hjem. For ulempen ved at lytte i bilen, er at jeg kun har mulighed for at lytte til CD'er og ikke mp3. Og som sagt ved jeg ikke helt hvor og hvornår jeg ville lytte til mp3 - men det skal selvfølgelig også have en chance.

Jeg glæder mig til at høre, om andre har fået lyttet Dommeren - og hvad I i så fald synes.

Etiketter: ,



2 Comments:

Blogger Birgitte said...

Jeg har endnu ikke lyttet Dommeren, men en af mine kollegaer har. Hun syntes, at Ulf Pilgaard var super god til at læse op, specielt kvindestemmerne var hun meget imponeret over. Sådan er vi jo så forskellige ;-) Jeg tror, at jeg vil have det som dig Sussi. Radioteater er nok ikke lige mig.

Blogger Lisbeth said...

Flot beskrivelse af din oplevelse af Dommeren! Man får helt lyst til lytte-"læse" den :-)
Inger jeg har et eksemplar liggende til dig - du var gået inden forsyningerne nået frem ved sidste læseklub. Du får den næste gang vi ses - er det ok? Ellers sender jeg den til dig!

Send en kommentar

<< Home

footer