I stedet for et møde.

Nu er der jo sket det sjældne, at et læseklubmøde er blevet aflyst, så jeg har ikke fået en chance for at formidle min nyeste læseoplevelse. Jeg tror ikke, at nogen har snakket om den her før: "Mount København" af Kaspar Colling Nielsen. Han fik en eller anden debutantpris for den, så I har nok hørt om den før. Bogen er en samling af fortællinger. En form som ligger mit hjerte nær. Da jeg selv skriblede lidt, var det i denne genre, og yndlingsforfattere som Karen Blixen, Herman Bang og Peter Høeg har skrevet mesterværker indenfor fortællekunsten. Kaspar Colling Nielsen kommer helt sikkert godt efter det! Bogen var væk i løbet af ingen tid, og jeg var underholdt og tankevækket og himmelfalden undervejs. Fortællingerne snor sig omkring en grundlæggende idé, der gør bogen til en blanding af scifi og magisk realisme: Staten har bygget et kolosalt bjerg i København, hvilket påvirker klima, økonomi, turisme, dyreliv og i det hele taget alt i hele Danmark. Hver fortælling koncentrerer sig så om et menneskes skæbne i forbindelse med bjerget, og imellem hver fortælling beskriver et kort afsnit nogle kølige fakta om bjerget, der virker helt realistiske og samtidig langt ude. Det er dog bjergets indvirkning på de enkelte mennesker, der udarter til det mest absurde. Jeg vil simpelthen ikke afsløre handlingerne. Det svinger fra det makabre og latterlige til det smukke og forunderlige. Man tror knap sine egne øjne, imens man læser den. Jeg elsker at blive overrasket af menneskers ufattelige fantasi. Det gik som sagt så hurtigt at læse den lille bog, at jeg allerede er et godt stykke inde i et nyt værk, der er noget ganske andet. Virginia Woolf's breve er et flerbindsværk, for brevskrivning var nærmest en tvangshandling for hende. Det er en helt særlig, næsten meditativ oplevelse at følge med i det virkelige menneske Virginia Woolf's for det meste stilfærdige men også dramatiske liv, sådan som alle liv vel er på et eller andet plan. Det ville jo nok være kedeligt, hvis det ikke var for hendes geniale evne til at skrive spiddende og humoristisk om sine omgivelser. Det føles lidt som at lære et menneske at kende.

Superhelte er andet end Batman og Spiderman

Jeg begyndte for nogle måneder siden at abonnere på "Bogbidder" fra Randers Bibliotek. Det betyder, at der fem dage om ugen havner en bogbid i min indbakke - og at jeg når ugen er omme har haft muligheden for at læse første kapitel af en given bog - uden at flytte mig fra skærmen.
Ofte bliver bogbidderne dog arkiveret direkte i papirkurven - fordi jeg ikke lige har tid til at læse dem. Men ind imellem er der en, der fanger - enten fordi jeg har hørt om den på forhånd eller bare fordi titlen eller de første linjer fanger mig.

Sådan gik det med "Alle mine venner er superhelte" af Andrew Kaufmann.
Bogen handler om Tom, der som den eneste i omgangskredsen ikke er superhelt. Alle hans venner er superhelte - og det samme gælder hustruen Perfektionisten. Desværre har jaluosi ødelagt deres forhold, for Perfektionistens eks-kæreste Hypno, har hypnotiseret hende, så hun ikke længere ser Tom.
I den korte roman (112 sider) følger vi dem på en rejse, hvor Tom har som mål igen at blive synlig i sin elskedes øjne - og samtidig hører vi historierne om deres fælles superheltevenner - f.eks. Amfibiet, Efteraberen, Sofasuferen og Øret.
Alle heltene har navn efter deres "superkraft" - men superkræfterne er bare karaktertræk, som vi alle besidder. På den måde bliver det en sød lille bog, der på en pudsig måde fortæller noget om menneskers forhold til hinanden - specielt menneskers kærlighedsforhold.

Det tager kun et par timer at læse den, men man er godt underholdt imens.

"Julie" af Anne Fortier

Krimi og spænding, Da Vinci-mysteriet tilsat Shakespeare.
Det lyder alt sammen meget godt og jeg havde glædet mig til "Julie" - men blev temmelig skuffet.
Tvillingerne Julie og Janice er vokset op i USA hos Tante Rose og hushovmesteren Umberto. Da Tante Rose dør arver den irriterende Janice huset og formuen, mens den søde, humanistiske og sympatiske Julie får et brev fra den forlængst afdøde mor.
Og så starter jagten på skatten i den Italienske by Siena, hvor Julie drages ind i moderens opdagelser omkring den virkelige historie bag Shakespeares "Romeo og Julie" og hvor hun finder ud af hvem hun virkelig er.
Hun er dog ikke den eneste der jager skatten og mangt og meget er ikke, hvad det giver sig ud for at være.
Bogen veksler mellem nutidige kapitler og historien om Giulietta og Romeo fra 1340.
Ingredienserne til en god bog er tilstede og ideen er god, men spændingen udebliver og det tog mig lang tid at læse bogen, fordi jeg på intet tidspunkt blev revet med.

Så vidt jeg ved har nogen af I andre også læst den. Hvad synes I?

Audrey Hepburn - en biografi

Min fascination af Audrey Hepburn er stor. Den drengede skønhed og stilikon spiller i hovedrollen i mange af de film, jeg holder af. I Audrey Hepburn - en biografi af Donald Spoto får vi et billede af Hepburn fra barndommen i Holland, hvor hun oplevede krigens rædsler til hendes sidste tid, som ambassadør for UNICEF. Undervejs hører vi selvfølgelig også om hendes privatliv og hendes film fra Roman Holiday til Breakfast at Tiffanys, My Fair Lady og Nun's story. Den sidste kan bestemt anbefales, det er en af Hepburn mest seriøse roller og en stor, rørende præstation.
Nyd hende synge Moon River i Breakfast at Tiffanys.

AUDREY HEPBURN-MOON RIVER
Uploaded by pierrot77. - See the latest featured music videos.

Charlie Hotel Oscar Kilo

Har lige læst Maise Njor og Camilla Stockmanns ”Charlie Hotel Oscar Kilo” som er en slags fortsættelse af ”Michael Laudrups tænder”. Dvs. der er jo egentlig ikke tale om en egentlig fortsættelse, der er nok mere tale om, at de to har skrevet endnu en bog på mail-formen. Jeg synes, den er rigtig god, da den både rummer hverdagens alvor og problemer, men også en humoristisk tilgang. Den er i det hele taget formidlet på en utrolig sjov og underholdende måde. De to journalister mailudveksler igennem et år, hvor Camilla bliver mor for første gang og Maises ægteskab stejler, så der er nok at tage fat på.

Så en underholdende bog der også sætter nogle tanker i gang… Er der nogen af jer, der har læst den?

Glansbilledsamlerne

Glansbilledsamlerne er skrevet af Jóanes Nielsen. Romanen foregår på Færøerne. Ud af 6 drenge på en katolsk privatskole dør 5 en alt for tidlig død. Hver dreng er hovedperson i et afsnit, hvor deres historie fortælles og tråde knyttes til de andre drenges liv. Når en dreng dør overtager en anden og på den måde føres historien videre.

Romanen er meget anderledes end det jeg plejer at læse og i begyndelsen havde jeg svært ved at komme ind i historien. Jeg er ikke vant til at læse nordisk og selvom Glansbilledsamlerne er velskrevet, brugte jeg de første kapitler til at vænne mig til tonen og sproget. Men langsomt blev jeg grebet at historien, som givet et interessant billede af et lands kultur og historie.

Selvom jeg stadig ikke har fået lyst til at kaste mig over den nordiske litteratur, er Glansbilledsamlerne en god bog og en fin læseoplevelse.

To svenske damer og det der med potensen...

Som så ofte før blev en af mine bøger valgt ud fra så tilfældige parametre som forside og titel. Der er tale om den svenske bog "Potensgiverne" af Karin Brunk Holmqvist, hvis forside af prydet af et gammeldags brunt medicinglas med en håndskrevet etiket med titlen.

Og her blev jeg ikke skuffet, for der er tale om en sød lille feel-good fortælling, der er hurtigt læst og som egner sig godt til dovne forårshelligdage.

De to aldrende søstre Svenssons daglige trummerum i deres fælles barndomshjem ændres med et, da den nydelige Alvar Klemens køber nabohuset. Pludselig kommer der liv i søstrene og der bliver spenderet på nye kjoler og smykker, der bliver duppet parfume på og krøllet hår.... Ja, de begynder sågar at nyde en smule spiritus og den ene tror endda hun mærker en summen i underlivet, men slår det hen med snærrende underbenklæder :-)

Men nye kjoler er ikke nok for søstrenes nye livsstil; de vil også have moderniseret huset - især står et indendørs WC højt på ønskesedlen. For at tjene penge til denne fornyelse starter de to søstre et postordrefirma med en potengivende middel, de selv fremstiller hjemme i køkkenet. Med postordrefirmaet ændres deres liv og deres hverdag.

En tur på kampagnesporet

Jeg har været med på kampagnesporet rundt i USA under primærvalgkampen i den tidlige vinter 2008. Mine rejdekammerater var en dansk familie på fem: forfatter og cand.mag. Sara Trier, redaktør og cand.scient.pol. Lars Trier Mogensen og deres tre piger Tekla, Bella og Rachel.
De voksne på rejsen skrev blog-indlæg hjem til Politiken (indlægene kan desværre ikke længere læses, men man kan læse om Sara og Lars på Politikens hjemmeside).

Jeg har været godt underholdt, mens jeg læste bogen. Den er en subjektiv og meget privat fortælling om den danske families rejse i sporet på primærvalgene. Man er med dem til vælgermøder, i Disney World og på hotel- og motelværelser rundt om i USA.
Man følger deres overbevisninger og tvivl, ser hvordan Lars omvendes fra tro Hillary-støtte til Obama-fan. Hører om pigernes syn på valgkamp, demokrati og politikere og får en statusopdatering fra det meget ulige USA, hvor 47 mio. amerikanere ikke har en sygeforsikring - men hvor arbejdsmarkedet måske er mere rummeligt end vores.

Jeg tror ikke jeg blev så meget klogere på amerikansk politik og de amerikanske forhold, men bogen løftede alligevel en flig af sløret, for indledningen til Obamas valgsejr i november sidste år.

Bogen hedder "Martin Luther Burger King - Familielogbog fra præsidentvalget" og er udgivet på Poltikens Forlag i 2008.

Chicago

I går vendte jeg den sidste side i Alaa Al-Aswanys nyeste roman Chicago. Jeg ved jo at Birgitte har læst den, men jeg vil også dele oplevelsen med jer andre.

Bogen er ligesom forgængeren, Yacoubians Hus, bygget op omkring flere forskellige menneskeskæbner - alle egyptere i Chicago. De har det til fælles, at de er studerende eller forskere/undervisere ved histologi-studiet i Chicago. På den måde møder vi både unge og gamle egyptere, der har valgt at forlade deres land for kortere eller længere perioder. Og selv om de er langt væk hjemme fra, så er koblingen til Egypten stadigvæk meget stærk og de lever nærmest i et lille mini-Egypten i Chicago, hvor der er forskellige politiske, etniske og religiøse fraktioner.

Vi kædes ind i de forskellige hovedpersoners liv: kærlighed, forskning, familieforhold, politiske observans osv. Personernes liv flettes sammen og bogen kulminerer med den egyptiske præsidents besøg i Chicago.

Jeg var meget facineret af bogen, men syntes det var svært at finde hoved og hale i alle personerne. Det er på mange måder en uhyggelig bog, fordi den trækker de umenskelige forhold i Egypten frem: manglen på demokrati og menneskerettigheder - og især det, at man ikke kan "flygte" fra det....
Den gav mig virkelig noget at tænke over og kan varmt anbefales.

"De bedste af os"

Jeg mente nok at kunne huske, at en af jer havde "De bedste af os" af Helene Uri med til en læseklub - og heldigvis har vi jo ikke helt droppet referaterne, så jeg kunne hurtigt finde ud af, at det var Inger der anmeldte denne bog hos Monica den 25. maj.

Inger gav bogen to stjerner og det er måske endda lidt overkanten! Jeg var rimelig glad for "Honningtunger" af samme forfatter, men da jeg havde læst den kedelige og halvlange "De bedste af os" sad jeg bare tilbage og følte at jeg havde spildt min tid... Jeg forstår simpelthen ikke hvad det er hun vil med den bog.

Miss August

Jeg havde ikke for alvor meldt mig ind i Nobel-klubben, for jeg vidste virkelig ikke, om det såkaldt fin-litterære var noget for mig. Som alle ved, har jeg jo en forkærlighed for femi-krimier, crazy humor og børnebøger.

Meeen.... det er lykkedes mig at komme igennem en litterær klassiker: Vredens Druer af John Steinbeck. John Steinbeck fik Nobelprisen i litteratur i 1962.



Vredens druer er en femhundrede sider lang samfundskritisk roman om en af de familier, der i 1930'ernes USA tvinges bort fra deres gård i Oklahoma og indleder en rejse tværs over staterne mod det forjættede land Californien i vest. Det er automatiseringen af landbruget, der tvinger tusindvis af familier til at rykke teltpælene op og drage mod vest, hvor kulørte plakater lokker med gode jobs som bl.a. frugtplukkere i Californien - landet, det flyder med mælk og honning.

John Steinbeck bruger det geniale greb at følge en af disse familier; familien Joad, som består af tre generationer med en fjerde på vej. I hvert andet kapitel følger vi dem i beslutningen om at rejse, på rejsen, hvor usikkerheden hele tiden dukker op: gør de det rigtige? Vil de overhovedet nå frem i den gamle bil de har købt? Vil pengene slå til? Hvad er det for en fremtid de rejser imod? og endelig da de kommer til Californien, hvor jobbene alligevel ikke hænger på træerne, hvor Okiernes (tilflyttere fra Oklahoma) børn dør af sult og hvor man lever i slumlejre og knap nok tåles af lokalbefolkningen.
I hvert andet kapitel folder Steinbeck sit sprog ud og fortæller os om nogle af de faktorer der spiller ind på denne flugt mod vest: maskinernes indtog på det manuelle arbejde, hvem der udnytter hvem, sulten, tvivlen, håbløsheden, urimeligheden.

Det lyder alt sammen meget trist - og det er det også. Men ind imellem er der lyspunkter, for Okiernes sammenhold, næstekærlighed, gavmildhed, styrke og tro beskrives også.

Bogen sætter en masse emner på spil, men det er selvfølgelig den sociale uretfærdighed og f.eks. modviljen mod fagforeningsmænd, der er det altovervejende emne - og også det emne, der gør at bogen faktisk blev forbudt i visse af de forenede stater.

Når guder er værst

Jeg synes det var herligt at se, at Monica følger tråden op fra et ældre indlæg ved at kommentere på en bog, som er blevet præsenteret ved et læseklubsmøde. Og for at vise, HVOR god en idé jeg synes det er, vil jeg følge den op med en kommentar om den herlige bog: "Når guder er værst", som Louise præsenterede hos Monica til sidste møde.

Som det oftest er med de bøger Louise læser og præsenterer (også børnebøgerne, Louise), så tænkte jeg starks, at den MÅTTE jeg også læse. Den var dog så ny på mit bibliotek, at jeg måtte vente på at den nyindkøbte titel indgik i samlingen.
Men nu har jeg læst og jeg morede mig meget! Både over den bizarre handling, hvor Afrodite sælger telefonsex, Artemis lufter hunde og Apollon har rollen som orakel/medie i en dårlig tv-produktion, men også over IDÉEN med at placere de græske guder i nutidens London. Det fungerede helt perfekt.

Supergod og underholdende bog, der egner sig godt til stranden, swimmingpoolen eller flyveturen (selvom jeg ikke har været så heldig at læse den nogen af de omtalte steder...)

Dommeren

Jeg er i dag blevet færdig med at lytte den krimi vi har fået på lydbog af Gyldendal; Dommeren af Flemming Jarlskov. Som de fleste af jer ved, så er jeg jo lidt af en krimi-pige, men jeg ved med mig selv at Dommeren ikke ville være røget ned i kurven med sommerferielæsning, hvis ikke det havde været for Gyldendal. Det er simpelthen bare ikke den type krimier, der appellerer til mig - slet ikke hvis omslaget på bogen ser ud som det på lydbogen.

På den anden side er jeg ikke bleg for at prøve noget nyt, så Dommeren skulle have en chance. Det er en meget klassisk detektivroman med den enlige, rygende og drikkende detektiv - uden specielt mange betalende kunder. Konsulentvirksomheden suppleres med et job som taxa-chauffør, for Carl Kock har en tendens til mest at udføre sit job som vennetjenester. Således starter handlingen i Dommeren også med en vennetjeneste, da han indvilliger i, at finde et vidne til en voldtægt, der er blevet begået mod en venindes venindes datter (ja, så rar er han). Selvfølgelig tager tingene fart og inden vi får set os om er Carl Kock rodet ind i en sag med op til flere drab, der alle ser ud til at have det samme motiv: hævn over forbrydere, som samfundet har straffet for mildt.

Jeg synes at vi her, som i mange andre detektivromaner, befinder os på skyggesiden i en "noir-stemning" - et København, hvor det regner det meste af tiden og hvor vi kommer godt rundt på små værtshuse, der serverer Calvados (tre-dobbelt) til forslåede detektiver kl. 11 om formiddagen.

Bogen levede op til de forventninger og fordomme jeg havde inden jeg gik igang. Jeg ved ikke om det er fordi jeg efterhånden har læst for mange femi-krimier, men det siger mig altså ikke noget, at køre rundt i dette regnvåde København i en Toyata varevogn med en midaldrende detektiv, der netop er blevet single efter nogle års fast forhold.

Dog synes jeg at temaet i bogen er spændende og tankevækkende: straffer samfundet forbrydere retfærdigt, hvad sker der når retsager bliver til sager mellem stjerneadvokater og må man tage loven i egen hånd? Men jeg synes helt klart det kunne have været gjort mere sofistikeret end det bliver i Jarlskovs krimi.

Og så er der lige det der med Ulf Pilgaard, som har indlæst bogen. Jeg har efterhånden hørt rigtig mage lydbøger og jeg synes det er meget vigtigt, at man kan holde ud at høre på den, der læser op (jeg ved faktisk at nogle "hard-core-lydbogslyttere" har yndlingsoplæsere). Og jeg er altså heller ikke udelt begejstret for Ulf Pilgaards oplæsning. For mig er oplæsning oplæsning - ikke skuespil - og Ulf Pilgaard spiller radioteater, når han læser op. Andre kan have andre meninger, men det fungerer ikke særlig godt for mig.

Til slut endnu en lille kommentar om det at lytte til lydbøger: som sagt gjorde jeg det meget da jeg pendlede, men er i mellemtiden kommet fra det. Dommeren blev hørt på et par ture mellem mit eget og mine forældres hjem (en køretur på 2½ time) og jeg kom pludselig i tanker om, hvor meget jeg nyder at kunne få noget ud af tiden i bilen. Så jeg har faktisk været på biblioteket og låne endnu en bog med hjem. For ulempen ved at lytte i bilen, er at jeg kun har mulighed for at lytte til CD'er og ikke mp3. Og som sagt ved jeg ikke helt hvor og hvornår jeg ville lytte til mp3 - men det skal selvfølgelig også have en chance.

Jeg glæder mig til at høre, om andre har fået lyttet Dommeren - og hvad I i så fald synes.

Kulturguiden - nyt program på DR2

Jeg havde glædet mig til premieren på DR2's nye kulturprogram "Kulturguiden" - og her er så en anmeldelse af programmet (gengrug fra min egen blog ;-)

En times kultur fra 18-19 (ikke netop primetime, for selv havde jeg travlt med at koge pasta, lave tomatsovs, rive parmesan osv. - og det gælder nok ikke kun mig en søndag aften mellem 18 og 19.).

Men hvordan var det så? Jeg var ikke imponeret, men heller ikke decideret skuffet. Programmet kom omkring teater i Århus og København, film, bøger og udstillinger (så vidt jeg husker). Meget af baggrundsmaterialet var genbrug fra f.eks. Deadline og Smagsdommerne, men med DR's trængte økonomi in mente er det helt OK.

MEN når indslagene er genbrug, så betyder det også, at flere af begivenhederne/fænomenerne havde været omtalt tidligere på DR. Selvfølgelig kom de her i en anden indpakning, men alligevel...

OG selvfølglig var der bøger og film, som kan ses, købes, lånes over hele landet, men ellers var der kun ét vestdansk indslag om maratonforestillingen "Gregersen-sagaen" på Århus Teater. Hvis vi vil nyde Hamlet, Cezanne eller den franske graffiti-kunstner Zeus, så må vi til Sjælland.

DESUDEN var jeg ikke videre begejstret for scenografien, som var meget DR2-agtig (jeg synes ofte man bare ved at se på scenografien ved, at nu er man zappet over på DR2).

OG når jeg nu er ved det: så var jeg heller ikke begejstret for boksene med "Kulturguiden anbefaler", som i mine øjne ikke hører til i TV-mediet. De hører til i et ugeblad eller på nettet, men tekst skal IKKE læses på TV. Det er et visuelt medie og det skal udnyttes!

NÅR alt det er sagt, så synes jeg alligevel at redaktionen bag programmet har fomået ar få lidt bredde ind i indholdet (jeg synes f.eks. det var overraskende at blive præsenteret for Eske Litle-bøgerne). De har desuden formået selv at tilføre "genbrugsindslagene" noget ved at supplere med f.eks. interview.

DET var det første program og jeg glæder mig til at følge udviklingen. Jeg er trods alt glad for, at DR har valgt at dedikere en hel time til at guide landets befolkning (dem det kan se DR2) gennem kulturen her og nu.

Var der nogen af jer andre, der kiggede med? Hvad mener I om programmet?

Jeg er så begejstret for...

Jeg har slet ikke ord til at beskrive hvor god den er. Den er bare fantastisk!

Nogle gange læser jeg lidt hurtigt, fordi jeg gerne vil vide, hvad der sker. Men ved denne bog havde jeg masser af tid. Ikke fordi handlingen var uinteressant, men fordi hver eneste sætning simpelthen var fantastisk. Vidunderlig bog!

Har I læst den? Hvad synes I?

Kalak - en anti-anbefaling

Kim flytter som 17 årig fra sin mor og Jehovas Vidner i Norge hjem til sin homoseksuelle far I København.
Det bliver starten på en nedtur, der varer de næste 25 år.

Faren misbruger ham seksuelt og det bringer Kim ud i sit eget misbrug af kvinder, alkohol og stoffer. På et tidspunkt stifter han dog familie med kone og to børn. I lange perioder bor familien i Grønland, hvor Kim arbejder som sygeplejerske og tager de grønlandske vaner så meget til sig, at han bliver accepteret som en kalak – en vaskeægte grønlænder.

Forholdet til konen kan dog ikke blive ved med at holde til de utallige sidespring og alkoholmisbruget, så de bliver skilt. Forholdet til faren er – selvsagt – heller ikke det bedste.
Jeg tror at Kim kommer længere og længere ud (bogen starter med slutningen og der er Kim på stoffer), men jeg ved det faktisk ikke, for jeg mangler at læse 1/5 - ¼ af bogen – og jeg får dem ikke læst! Den er simpelthen for sort og trist. Sproget er fint og til tider poetisk, så måske vil jeg på et senere tidspunkt kunne klare hele bogen, men lige nu har jeg simpelthen ikke lyst.

Bogen er en selvbiogrfisk roman og er forfatterens første.
Jeg regener med at tage til et foredrag med ham på Odense Centralbibliotek, så kan jeg jo se, hvordan det siden er gået ham.

Må I andre også af og til lægge en bog fra jer???

Submarino

Jeg ved ikke om nogen husker, at Lisbeth på et tidspunkt anbefalede "Aminas breve" af Jonas T Bengtsson??? Det var en ret sort bog, som jeg i hvert fald fik lidt ondt i maven af...
Nu er han på banen igen med bogen Submarino, som får en overvældende god anmeldelse i Weekendavisen: http://www.rothstein.dk/.

Jeg glæder mig til at læse den, omend jeg igen bliver bange for fysisk ubehag.