Jeg har lige færdiggjort den mest fantastiske bog, Bogtyven, som Louise flere gange har anbefalet.
Titlen er ikke sindoprivende original, men det er fortælleren til gengæld. Det er nemlig Døden, der fortæller den her historie, og det på en sådan måde, at jeg sidder tilbage med et positivt indtryk af ham. Han er sgu en helt flink, menneskelig fyr. F.eks. siger han dette efter et bombardement af Köln:
Da jeg var færdig, var himlen gul som brændende avispapir. Når jeg kiggede nøje efter, kunne jeg se ordene, som dannede overskrifter, kommenterede krigens gang og så videre. Hvor ville jeg dog gerne have kunnet hive det hele ned, krølle avispapirhimlen sammen og smide den væk. Jeg havde ondt i armene, og jeg kunne ikke risikere at brænde fingrene. Der var stadig så meget arbejde, der skulle udføres.
Kort fortalt handler bogen om Liesel Meminger, som Hans og Rosa Hubermann tager til sig, da hendes mor ikke længere kan tage sig af hende. Vi følger Liesel i årene, hvor Hitler er ved magten, og gennem hendes øjne, jødernes kamp for overlevelse. Vigtigst af alle Max, som Hans og Rosa skjuler i deres kælder, og som Liesel udvikler et tæt venskab til.
Bogens udvikling skabes af Liesels lidenskab for ord og bøger. Den første bog hun stjæler er Håndbog for kirkegårdsgravere, senere napper hun en bog som mirakuløst undgår at blive til støv på et bogbål og endnu senere en fra borgmesterens bibliotek. Så vidt jeg kan huske, handler alle hendes bøger om død, mord og lign - måske det symbolierer den parallelle handling, som foregår i Nazityskland?
Til jer der ikke har læst bogen, så misunder jeg jer! For I har en fantastisk bog til gode. Selvom bogen handler om døden, bliver den aldrig rigtig makaber, og ja, Lisbeth, du kan også læse den :-) Menneskets allerbedste sider får en stor plads i bogen!
2 Comments:
Hvor er jeg glad for at høre, at du kan lide den. Det er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst og heldigvis har jeg kun mødt andres positive oplevelse af bogen.
Det er et år siden, jeg læste den og jeg ser frem til at genlæse den snart. Det bliver spændende at se, om indtrykket er lige så stærkt og sætningerne så smukke som jeg husker dem.
Fantastisk bog. Jeg læste den i foråret og det er også helt klart en af de bedste bøger jeg læst. Tak Louise!
Send en kommentar
<< Home