Bogtyven

Jeg har lige færdiggjort den mest fantastiske bog, Bogtyven, som Louise flere gange har anbefalet.

Titlen er ikke sindoprivende original, men det er fortælleren til gengæld. Det er nemlig Døden, der fortæller den her historie, og det på en sådan måde, at jeg sidder tilbage med et positivt indtryk af ham. Han er sgu en helt flink, menneskelig fyr. F.eks. siger han dette efter et bombardement af Köln:

Da jeg var færdig, var himlen gul som brændende avispapir. Når jeg kiggede nøje efter, kunne jeg se ordene, som dannede overskrifter, kommenterede krigens gang og så videre. Hvor ville jeg dog gerne have kunnet hive det hele ned, krølle avispapirhimlen sammen og smide den væk. Jeg havde ondt i armene, og jeg kunne ikke risikere at brænde fingrene. Der var stadig så meget arbejde, der skulle udføres.

Kort fortalt handler bogen om Liesel Meminger, som Hans og Rosa Hubermann tager til sig, da hendes mor ikke længere kan tage sig af hende. Vi følger Liesel i årene, hvor Hitler er ved magten, og gennem hendes øjne, jødernes kamp for overlevelse. Vigtigst af alle Max, som Hans og Rosa skjuler i deres kælder, og som Liesel udvikler et tæt venskab til. 

Bogens udvikling skabes af Liesels lidenskab for ord og bøger. Den første bog hun stjæler er Håndbog for kirkegårdsgravere, senere napper hun en bog som mirakuløst undgår at blive til støv på et bogbål og endnu senere en fra borgmesterens bibliotek. Så vidt jeg kan huske, handler alle hendes bøger om død, mord og lign - måske det symbolierer den parallelle handling, som foregår i Nazityskland?

Til jer der ikke har læst bogen, så misunder jeg jer! For I har en fantastisk bog til gode. Selvom bogen handler om døden, bliver den aldrig rigtig makaber, og ja, Lisbeth, du kan også læse den :-) Menneskets allerbedste sider får en stor plads i bogen!