fredag, maj 06, 2011
Nanjing-massakren
Vi kender alle til Hitlers grusomheder under 2. verdenskrig, men hvem har hørt om Nanjing-massakren?

I december 1937 blev Kinas daværende hovedstad indtaget af japanerne, og i de følgende seks uger blev mere end 250.000 mennesker voldtaget, tortureret og myrdet af okkupationsstyrkerne - med de mest grusomme metoder.

Nanjing-massakren af Iris Chang, en kinesisk-amerikaner, består af tre dele:

FØRSTE del beskriver japanernes bevæggrunde for at indtage Nanjing, og gengiver enkelte japaneres erindringer om egne grusomheder. Derudover ses massakren fra kinesernes synspunkt. Drabskonkurrencer, tortur og voldtægter beskrives om end meget detaljeret. Endelig gengives de seks uger vha. udlændinges dagbøger mv. Især tre helte fremhæves: nazisten John Rabe, kirugen Robert Wilson og Minnie Vautrin, leder af uddannelsesafdelingen og dekan ved Ginling Humanistisk og Naturvidenskabelig Læreranstalt for Videregående Uddannelse af Kvinder. Alle kæmpede de en brav kamp for at hjælpe kineserne.

ANDEN del gennemgår omverdens daværende viden og mangel på hjælp, mens TREDJE del påpeger, hvordan massakren i dag stadig ikke har fået en behørig plads i verdenshistorien; hvordan japanerne stadig ikke officielt vedkender sig deres grusomheder og ikke officielt har sagt undskyld til kineserne, modsat tyskerne der har sagt undskyld til jøderne.

Bogen er rigtig godt skrevet, men den er barsk. Den skal ikke læses lige inden spise- eller sovetid! Det til trods synes jeg helt klart, at den skal læses. Den tager et vigtigt emne op, nemlig japanerne og nogle af deres ofre under 2. verdenskrig.

Etiketter: , , , ,



footer