tirsdag, marts 27, 2012
I stedet for et møde.
Nu er der jo sket det sjældne, at et læseklubmøde er blevet aflyst, så jeg har ikke fået en chance for at formidle min nyeste læseoplevelse. Jeg tror ikke, at nogen har snakket om den her før: "Mount København" af Kaspar Colling Nielsen. Han fik en eller anden debutantpris for den, så I har nok hørt om den før. Bogen er en samling af fortællinger. En form som ligger mit hjerte nær. Da jeg selv skriblede lidt, var det i denne genre, og yndlingsforfattere som Karen Blixen, Herman Bang og Peter Høeg har skrevet mesterværker indenfor fortællekunsten. Kaspar Colling Nielsen kommer helt sikkert godt efter det! Bogen var væk i løbet af ingen tid, og jeg var underholdt og tankevækket og himmelfalden undervejs. Fortællingerne snor sig omkring en grundlæggende idé, der gør bogen til en blanding af scifi og magisk realisme: Staten har bygget et kolosalt bjerg i København, hvilket påvirker klima, økonomi, turisme, dyreliv og i det hele taget alt i hele Danmark. Hver fortælling koncentrerer sig så om et menneskes skæbne i forbindelse med bjerget, og imellem hver fortælling beskriver et kort afsnit nogle kølige fakta om bjerget, der virker helt realistiske og samtidig langt ude. Det er dog bjergets indvirkning på de enkelte mennesker, der udarter til det mest absurde. Jeg vil simpelthen ikke afsløre handlingerne. Det svinger fra det makabre og latterlige til det smukke og forunderlige. Man tror knap sine egne øjne, imens man læser den. Jeg elsker at blive overrasket af menneskers ufattelige fantasi. Det gik som sagt så hurtigt at læse den lille bog, at jeg allerede er et godt stykke inde i et nyt værk, der er noget ganske andet. Virginia Woolf's breve er et flerbindsværk, for brevskrivning var nærmest en tvangshandling for hende. Det er en helt særlig, næsten meditativ oplevelse at følge med i det virkelige menneske Virginia Woolf's for det meste stilfærdige men også dramatiske liv, sådan som alle liv vel er på et eller andet plan. Det ville jo nok være kedeligt, hvis det ikke var for hendes geniale evne til at skrive spiddende og humoristisk om sine omgivelser. Det føles lidt som at lære et menneske at kende.

Etiketter: , , , , ,



2 Comments:

Blogger Louise said...

God idé Marie. Hvor mange bøger vil du give Mount København?

Jeg havde læst God mod Nordenvind til den aflyste læseklub. Den er skrevet af Daniel Glattauer.
Da Emmi vil afmelde et tidsskrift, laver hun en slåfejl i adressen så hendes mail havner hos Leo. De begynder at maile frem og tilbage og et kompliceret og livsbekræftende forhold opstår.
At læse God mod Nordenvind var en oplevelse med op- og nedture. Det startede godt, men som jeg kom længere ind i bogen blev mailstrukturen en lille smule trættende. Heldigvis bød bogen på en afslutning som var veldrejet og gribende, så det samlet blev en ret god læseoplevelse. Jeg giver den 3 bøger.
Den næste bog der venter er Tidskortet af Felix J Palma. Den foregår i Victoriatidens London og kredser om H.G. Wells Tidsrejsen. Den glæder jeg mig til.

Blogger Birgitte said...

Hej Marie. Lyder som en rigtig go' bog. Den er kommet på ønskelisten :-)

Send en kommentar

<< Home

footer