Jeg havde ikke for alvor meldt mig ind i Nobel-klubben, for jeg vidste virkelig ikke, om det såkaldt fin-litterære var noget for mig. Som alle ved, har jeg jo en forkærlighed for femi-krimier, crazy humor og børnebøger.
Meeen.... det er lykkedes mig at komme igennem en litterær klassiker: Vredens Druer af John Steinbeck. John Steinbeck fik Nobelprisen i litteratur i 1962.
Vredens druer er en femhundrede sider lang samfundskritisk roman om en af de familier, der i 1930'ernes USA tvinges bort fra deres gård i Oklahoma og indleder en rejse tværs over staterne mod det forjættede land Californien i vest. Det er automatiseringen af landbruget, der tvinger tusindvis af familier til at rykke teltpælene op og drage mod vest, hvor kulørte plakater lokker med gode jobs som bl.a. frugtplukkere i Californien - landet, det flyder med mælk og honning.
John Steinbeck bruger det geniale greb at følge en af disse familier; familien Joad, som består af tre generationer med en fjerde på vej. I hvert andet kapitel følger vi dem i beslutningen om at rejse, på rejsen, hvor usikkerheden hele tiden dukker op: gør de det rigtige? Vil de overhovedet nå frem i den gamle bil de har købt? Vil pengene slå til? Hvad er det for en fremtid de rejser imod? og endelig da de kommer til Californien, hvor jobbene alligevel ikke hænger på træerne, hvor Okiernes (tilflyttere fra Oklahoma) børn dør af sult og hvor man lever i slumlejre og knap nok tåles af lokalbefolkningen.
I hvert andet kapitel folder Steinbeck sit sprog ud og fortæller os om nogle af de faktorer der spiller ind på denne flugt mod vest: maskinernes indtog på det manuelle arbejde, hvem der udnytter hvem, sulten, tvivlen, håbløsheden, urimeligheden.
Det lyder alt sammen meget trist - og det er det også. Men ind imellem er der lyspunkter, for Okiernes sammenhold, næstekærlighed, gavmildhed, styrke og tro beskrives også.
Bogen sætter en masse emner på spil, men det er selvfølgelig den sociale uretfærdighed og f.eks. modviljen mod fagforeningsmænd, der er det altovervejende emne - og også det emne, der gør at bogen faktisk blev forbudt i visse af de forenede stater.
Meeen.... det er lykkedes mig at komme igennem en litterær klassiker: Vredens Druer af John Steinbeck. John Steinbeck fik Nobelprisen i litteratur i 1962.
Vredens druer er en femhundrede sider lang samfundskritisk roman om en af de familier, der i 1930'ernes USA tvinges bort fra deres gård i Oklahoma og indleder en rejse tværs over staterne mod det forjættede land Californien i vest. Det er automatiseringen af landbruget, der tvinger tusindvis af familier til at rykke teltpælene op og drage mod vest, hvor kulørte plakater lokker med gode jobs som bl.a. frugtplukkere i Californien - landet, det flyder med mælk og honning.
John Steinbeck bruger det geniale greb at følge en af disse familier; familien Joad, som består af tre generationer med en fjerde på vej. I hvert andet kapitel følger vi dem i beslutningen om at rejse, på rejsen, hvor usikkerheden hele tiden dukker op: gør de det rigtige? Vil de overhovedet nå frem i den gamle bil de har købt? Vil pengene slå til? Hvad er det for en fremtid de rejser imod? og endelig da de kommer til Californien, hvor jobbene alligevel ikke hænger på træerne, hvor Okiernes (tilflyttere fra Oklahoma) børn dør af sult og hvor man lever i slumlejre og knap nok tåles af lokalbefolkningen.
I hvert andet kapitel folder Steinbeck sit sprog ud og fortæller os om nogle af de faktorer der spiller ind på denne flugt mod vest: maskinernes indtog på det manuelle arbejde, hvem der udnytter hvem, sulten, tvivlen, håbløsheden, urimeligheden.
Det lyder alt sammen meget trist - og det er det også. Men ind imellem er der lyspunkter, for Okiernes sammenhold, næstekærlighed, gavmildhed, styrke og tro beskrives også.
Bogen sætter en masse emner på spil, men det er selvfølgelig den sociale uretfærdighed og f.eks. modviljen mod fagforeningsmænd, der er det altovervejende emne - og også det emne, der gør at bogen faktisk blev forbudt i visse af de forenede stater.
Etiketter: anmeldelse, bøger, miss, nobel
1 Comments:
En noget forsinket kommentar, men jeg synes bestemt, du fortjener en Sussi! For det kan godt kræve noget koncentration og lidt vilje at få tygget sig igennem et 500 siders klassisk nobelprisvindende værk :o) Jeg fornemmer mellem linjerne, at den har været lidt tung, for du skriver ikke noget om, at det er en vi andre bestemt må læse :o)
Send en kommentar
<< Home